It-problemer kan koste liv, advarer sundhedspersonale, der oplever, at vigtige oplysninger om genoplivning ikke automatisk følger patienterne mellem kommuner og hospitaler, skriver Sundhedsmonitor.
Fejl i systemerne betyder ifølge mediet, at patienter risikerer enten at blive genoplivet mod deres vilje eller ikke at få hjælp, når de har brug for det.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Det var netop tilfældet for Anne-Sofie Gade Lybker, udviklingssygeplejerske og sundhedsfaglig kvalitetskonsulent i Horsens Kommune. Hun beskriver en konkret situation, hvor der ved en patientoverflytning fra et sygehus manglede information om, hvorvidt patienten skulle genoplives. Da den nødvendige dokumentation ikke var registreret korrekt, kunne patienten ikke transporteres.
»Patienten var så dårlig, at der var en risiko for, at vedkommende ville afgå ved døden under den korte transport. Men præhospitalet ville ikke tage patienten med, fordi der ikke var dokumenteret en lægeordination på ingen genoplivning det rette sted i journalen,« siger hun til Sundhedsmonitor.
Situationen endte med, at personalet måtte finde en analog løsning: en papirseddel, der dokumenterede lægeordningen, så patienten kunne komme på hospitalet.
Fejlen skyldes, at systemerne i de forskellige sektorer ikke taler sammen. Hvis en læge har ordineret, at en patient ikke skal genoplives, følger den instruks ikke automatisk med ved overflytning til en anden kommune eller region.
Artiklen fortsætter efter annoncen
For at omgå systemets begrænsninger har sundhedsklyngerne i Horsens og Midt, som er to af region Midtjyllands fem sundhedsklynger, valgt manuelt at skrive informationerne ind i patienternes journaler for at sikre, at oplysningerne følger med. Men den manuelle arbejdsgang er en skrøbelig løsning, mener Kommunernes Landsforening (KL), der efterlyser en samlet digital platform, som kan sikre, at informationen registreres og videregives korrekt.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er bekendt med problemet og oplyser til Sundhedsmonitor, at der arbejdes på en løsning.