At kende den nøjagtige tid var engang lige så vigtigt som sekstant og retvisende søkort for at kunne navigere til søs – inden styrmændene blev forvænt med nymodens GPS-navigation.
Derfor måtte man have et skibskronometer, og deres historie og udvikling i Danmark er videnskabshistoriker Poul Darnell ved at skrive. Vi overlader ordet til ham:
Artiklen fortsætter efter annoncen
»Mange har sikkert læst om, hvorledes skibskronometeret blev udviklet i England i 1700-tallet. Det engelske parlament havde i 1714 udskrevet en konkurrence om, hvorledes man bedst muligt kunne bestemme længden til søs, og præmien herfor var et astronomisk beløb på 20.000 pund.
Det var en tømrer fra Yorkshire ved navn John Harrison, der løste opgaven, idet han i 1759 havde fremstillet et stort lommeur, som blev testet til søs på en rejse til Vestindien.
Uret indfriede alle forventninger til nøjagtig gang, og John Harrison opnåede endog at få udbetalt de 20.000 pund inden sin død.
I Frankrig, der var den tids rivaliserende stormagt, forsøgte man også at løse problemet med at bestemme længden til søs; men dog uden samme succes selvom de dygtigste franske urmagere var involverede.
Artiklen fortsætter efter annoncen
De færreste ved derimod, at Danmark parallelt hermed også forsøgte at udvikle et skibskronometer. Her var både kongen, flåden og Videnskabernes Selskab dybt involveret.
Årsagen til at projektet stort set forblev ukendt i Danmark, var at urene ikke blev nogen succes. Videnskabernes Selskab blev af kongen bedt om at styre projektet, og man nåede at bruge store summer på dette, inden urene blev kasseret i 1800. Projektet blev derfor ‘fejet ind under gulvtæppet og forsøgt glemt’ – sikkert fordi man ikke ustraffet kunne anvende den enevældige konges penge på et fejlslagent projekt.
Den sønderjyske urmager, hvis navn var Jean Abraham Armand, nåede at fremstille i alt 13 ubrugelige ure, som alle efterfølgende blev solgt af admiralitetet. Af disse ure kendes i dag kun tre stk. Nr. 11 findes på urmuseet i Den Gamle By i Aarhus. Nr. 3, som er defekt, findes i en privat samling i Danmark, og nr. 7 findes på et museum i Schweiz.
Men hvor er de ti resterende ure? Hvis der blandt Ingeniørens læsere skulle være nogen, der ved noget om dette, vil undertegnede meget gerne høre nærmere.«
Kan du hjælpe Poul Darnell, så skib en mail af sted til [email protected] eller skriv i kommentarfeltet herunder.
Illustration: Ingeniøren.
